Artikel - Nyhed

Varm op til VM med to fodboldeksperter og en lokal træner

21. maj byder Humlebæk Bibliotek velkommen til fodboldeksperterne Mads Junker og Asker Hedegaard Boye i samtale med Humlebæk Boldklubs træner Andreas Vidførle-Pedersen om det forestående VM.

Af Karsten

Har man svært ved at vente til fodbold-VM går i gang i juni, kan man få lidt af ventetiden til at gå 21. maj klokken 18.30-20, hvor Humlebæk Bibliotek for en stund bliver forvandlet til fodboldarena. Her vil fodboldeksperterne Mads Junker og Asker Hedegaard Boye stille op til en snak om fodbold-VM’s største øjeblikke, spillets taktiske udvikling, bemærkelsesværdige rekorder, forventninger til VM i 2026 og meget mere.

Samtalen med de to fodboldeksperter bliver ledet af Andreas Vidførle-Pedersen, der til daglig er træner i Humlebæk Boldklub og skribent for bold.dk.

Mads Junker startede også sin fodboldkarriere i Humlebæk Boldklub, men er i dag mere kendt som fodboldekspert på TV-2. Han har desuden en fortid som professionel fodboldspiller i blandt andet FC Nordsjælland samt klubber i både Holland og Belgien.

Asker Hedegaard Boye er idéhistoriker og har blandt andet været ansat som fodboldekspert på Jyllands-Posten, og så er han forfatter til flere fodboldbøger såsom ’Europas arenaer – fortællinger fra fodboldens katedraler’, ’Spillets forvandling’ og ’Mener du det? Samtaler om fodbold’.

Arrangementet med fodboldeksperterne er kommet i stand via et samarbejde mellem Fredensborg Bibliotekerne, Humlebæk Boldklub og Nivå-Kokkedal Fodboldklub. Billetter koster 50 kroner, men er man medlem af Biblioteksklubben betaler man kun 40 kroner.